Sommeren er over os, og på de varme dage, kan mange blomster i vaser være udfordret.
Derfor skal du nu være ekstra opmærksom, hvis du har friske blomster stående i vaser, da de kræver ekstra pleje. Det betyder bl.a., at blomsterne skal have skiftet vand oftere, snittet stilkene og fjernet blade fra blomsterstilkene.
Vi vil guide dig til, hvordan du passer dine blomster og buketter bedst her i sommervarmen.
Udskiftning af vand ved din smukke buket
Det er vigtigt, at du skifter vand en gang om dagen! Det kan lyde af meget, men ligesom at vi har behov for mere vand i sommervarmen, har dine blomster det også.
Når du skifter vandet, er det vigtigt, at du renser vasen forinden og også snitter stilkene 1-2 cm. op af stilkene. Det giver blomsterne en ny snitflade, og giver blomsterne bedre mulighed for at absorbere vandet og mindsker væksten af bakterier.
Det er også vigtigt, at vandet går helt op til bindingspunktet i buketten. På den måde er du sikker på at alle stilkene kan nå vandet. Hvis du kan se, at vandet forsvinder så må du gerne fylde noget mere i.
Skru ned for solen og få din buket til at stråle i længere tid
Det er dejligt når solen skinner, men ligesom at vi nogle gange foretrækker skyggen, gør dine blomster det også! Faktisk kan de bedst lide at stå et sted, hvor der er skygge. Dine blomster kan faktisk risikere at dehydrere, hvis de står direkte i solen, da vandet i bladene fordamper hurtigere på en varm sommerdag og særligt hvis buketten står direkte i solen og bager.
Om natten kan du med fordel stille blomsterne et køligt sted. Køleskabet vil flere måske tænke er oplagt, men men det er dog for koldt.
De mest optimale temperaturer for de fleste afskårne blomster er omkring 8 grader celsius.
Frugt er lækkert, men ikke for dine blomster
Det lyder måske lidt mystisk, at du skal være opmærksom på, om din buket deler rum med en skål frugt. Frugt, som bananer og æbler, indeholder et stof (ethylen), der modner blomsterne i buketten hurtigere, og det vil vi helst gerne undgå, så buketten kan holde længst muligt.
Vi håber, at du kan bruge vores guide, og du er meget velkommen til at dele den med dine venner og hvem du ellers tænker kunne få gavn af denne guide til, at få friske blomster til at holde længere i sommervarmen.
God fornøjelse.
Du kan også læse vores blogopslag, hvor vi tester nogle buketter og viser dig vigtigheden af, at du husker at passe din buket – Læs blogopslaget her.