Hvad skriver man på et bånd til begravelse?
Mange vælger at sætte et bånd på et begravelsesbinderi og gør det, fordi det er smukt, og fordi det synliggører overfor alle, hvem afsender er. Som oftest er det pårørende, som har haft et nært forhold til afdøde, såsom den tætte familie, venner eller kolleger. Mange er dog i tvivl om, hvilken tekst de skal skrive på båndet til en bårebuket.
Båndet er et tilvalgsprodukt der kan bruges til alle typer af binderi, det være sig bårebuket, båredekoration, hjerter, krans, kors, kistepynt. Bånd kan fås i forskellige farver. Hvid, bordeaux og mørk grøn er de mest anvendte.
Her bliver du guidet til, hvordan et bånd kan udfyldes og hvilken bårebuket tekst du kan skrive. Husk at der ingen deciderede regler er for, hvad man kan og ikke kan skrive af tekst på en bårebuket eller anden begravelsesdekoration. Det er helt op til dig, så længe det er respektfuldt overfor afdøde og de efterladte.
Hvor mange båndender skal bårebuketten have?
Almindeligvis vælges der to båndender. En båndende er til hilsenen og den anden båndende er til navnene på afsenderne.
Da der selvfølgelig er et maks. antal tegn på båndet, kan du vælge tre båndender, i tilfælde af at der er flere navne, end der kan stå på en enkelt båndende, eller fordi de fylder for mange tegn til at kunne være på en båndende.
Hvilken farve skal båndet have?
Når du skal til at vælge båndets farve, er det op til dig at vurdere, hvilken farve der vil egne sig bedst til båredekorationen. Nogle vælger farven ud fra de farver, der allerede findes i bukettens blomster, så der er et flot farvematch mellem bånd og blomster.
Andre vælger i stedet båndets farve ud fra afdødes personlighed. Her kan det være oplagt at vælge en stærk og kraftig farve til en person, som havde et sprudlende og livsglad syn på tilværelsen. Havde afdøde en mere konservativ og traditionel tilgang til livet, vil det være mere passende at vælge en båndfarve, der afspejler dette.
Idéer og inspiration: Hvad skal der stå på båndet til begravelsen?
Når du skriver tekst på begravelsesbånd, så er der et par retningslinjer at gå efter, så båndet kommer til at fremstå harmonisk og flottest til blomsterne. Der kan maksimalt stå 40 tegn pr. linje, og du kan vælge op til to linjer på hver båndende.
Er det tilfældet, at der skal nævnes så mange navne på båndet, at de fylder mere end 40 tegn på to linjer, så er det kutyme, at de vigtigste navne (de personer der står afdøde nærmest) nævnes på båndet, mens alle navne nævnes i et kort, som vedlægges binderiet.
På den måde er du sikker på, at alle navne bliver nævnt, da kortene bliver samlet sammen til de efterladte efter begravelsen eller bisættelsen, mens bårebuketterne med bånd bliver bragt væk. Vi anbefaler, at du undgår brugen af specialtegn.
Når du remser familiemedlemmer op på båndet, så start altid med de ældste personer først. Det vil sige: Først nævnes børn, dernæst svigerbørn, så børnebørn, oldebørn mv.
Skrives navnene parvis, så nævn kvindens navn før mandens. I tilfælde hvor manden er den der er nærmest pårørende, så kan mandens navn nævnes først.
Når virksomheder, offentlige institutioner, kommuner og lignende er afsender og ønsker et bånd, så skrives organisationens navn ofte på den første båndende. På den anden båndende er der enten ikke skrevet noget eller også er der ofte trykt et kors.
Det hvide bånd harmonerer med de hvide blomster i bårekransen. Køb kransen her.
Hyppigt anvendte båndtekster til begravelse:
- En sidste hilsen
- Hvil i fred
- Et kærligt farvel
- Elsket og savnet
- Med venlig deltagelse
- Tak for alt
- I kærlighed
- Sov sødt kære …
- Æret være dit minde
- Minderne lever
- Tak for mange gode minder
- Et lys er slukket, en stjerne er tændt
- Du vil altid være i vore hjerter
- Altid elsket, altid savnet, men aldrig glemt
- (et kors-symbol)
- (et hjerte-symbol)
Ja, der er mange måder, hvorpå du skal skrive din hilsen. Den kan både være personlig men kan også være formel. Hvilken tone den skal have, afhænger fuldstændig af, hvad du føler for, at der skal stå.
Havde du og afdøde et tæt forhold, kan du vælge at vise dette i din tekst. Her kan du f.eks. skrive et internt kælenavn, et citat, I begge holdt af, eller titlen på en sang, som betød noget helt specielt for jer. Mange vælger denne løsning som et sidste udtryk for hengivenhed.
Men vigtigst af alt er, at du vælger en tekst, som ikke sårer nogen.
Mulighederne er mange. Man kan også vælge at sætte et symbol på en båndende, en hilsen på den anden båndende og navnene på den tredje og sidste båndende. Teksten på begravelsesbånd trykkes med guldskrift og med en letlæselig skrifttype.
Korttekster til begravelseskort
Som udgangspunkt medfølger der altid en korttekst med samme tekst som på båndet. Der er også mulighed for at skrive noget andet og mere i kortet, og det benytter mange sig af. Specielt i tilfælde hvor der ikke er plads til alle navnene på båndet.
Hvad skriver man på en bårebuket?
Er du i tvivl om kortteksten bør indeholde den samme tekst som på begravelsesbåndet, så kan du finde mere inspiration til din tekst på begravelsesblomster her.
Du har også mulighed for at fravælge et begravelseskort. Vi anbefaler dog altid, at der bliver lagt et kort ved blomsten – også selvom der i forvejen er bånd på – af den simple årsag, at båndene forbliver på binderierne, hvorimod kortene samles sammen til de efterladte.
Så er det nemt for de pårørende at sige tak for din hilsen, når de har et kort med din hilsen på. Ellers bliver du nemt glemt, og det er jo ikke meningen.
Vi håber, at du har fået en god vejledning, så du ved, hvad du skal skrive på begravelsesbåndet.
Hilsner på bånd- og begravelseskort er meget individuelle og husk – det er dig, der i sidste ende bestemmer, hvad der er det rigtige at gøre i din situation.
SE VORES SMUKKE BÅREBUKETTER